Velsignet med konstant solskin og moderat nedbør har Sicilien et klassisk middelhavsklima, som er ideelt til vindyrkning.

Det varme og tørre klima betyder, at sygdomme som meldug og råd stort set undgås – især i godt ventilerede områder, der drager fordel af kystnære briser. Dette lave sygdomspres gør, at der sjældent er behov for kemiske sprøjtemidler, og en stor del af den sicilianske vin fremstilles derfor af økologisk dyrkede druer.

Siciliens jordbund og det bjergrige terræn, den stammer fra, spiller en særlig rolle i regionens vinbrug. Etna, den imponerende stratovulkan, dominerer den østlige horisont og er ophav til de mørke, mineralholdige jorde, der kendetegner vinmarkerne i Etna DOC. Vinstokkene plantes i stigende grad højere oppe ad vulkanskråningerne for at udnytte den køligere luft og de næringsrige jorde. Otteoghalvfjerds kilometer mod syd ligger Iblei-bjergene, som spiller en vigtig rolle i vinproduktionen i det østlige Sicilien. På deres nederste skråninger og de kystnære sletter nedenfor breder DOC-områderne Syracuse, Noto, Eloro og Vittoria sig i en halvbue, der spejler kystlinjens form. I det vestlige Sicilien er de vulkanske bakker mindre dramatiske, men har stadig stor indflydelse på jordbundens karakter.

De vigtigste druesorter i den sicilianske vinproduktion er en kombination af lokale, historisk dyrkede sorter og nyere, mere moderne importerede druer. Nero d’Avola og Catarratto er de mest betydningsfulde indfødte sorter og dækkede henholdsvis 16 % og 32 % af Siciliens vinmarker i 2008. Den store mængde Catarratto-most, der produceres hvert år, sendes ofte til køligere italienske vinregioner, hvor den bruges til at give krop og fylde til vine, der ellers ville være for tynde og syreholdige.